mandag den 26. oktober 2009

Lidt snap-shots

Lidt snap-shots af det sidste nye fra KageMors køkken.


Kager, som er lavet i de nye disney-forme, og efterfølgende dekoreret med dekorationsglasur fra Oetker. Den største af småfolket har dekoreret Mickey Mouse. Dejlig hygge :)


Nogle sart-grønne cupcakes, de er drømmekager overtrukket smeltet fondant og fondant blomster.


Her er så min første Ben10-kage. Den største af småfolket var bare så glad for at få sådan en, og så glemte jeg da heldigvis alle de fejl, jeg selv kunne finde :-D
Det er chokoladekage m. chokoladestykker lagt sammen med vanillecreme (uden laktose) og pyntet med RI.

Tak fordi I kiggede med.

fredag den 23. oktober 2009

Kage for at lave kage


Kage bare for at lave kage... JEP!
Drømmekagebunde lagt sammen med et lag chokoladecreme og et lag solbærcreme. Hele herligheden er smurt op med vanillesmørcreme. Den smagte rigtig godt, men næste gang skal solbærcremen have lov til at stå alene, for den drunkede lidt i smagen af chokoladecremen.



På toppen er blomster lavet af fondant og sukkerkugler. Og så øvede jeg mig i kunsten at dekore med RI m. tyller. Det burde jo hedde at trylle! Det er rigtig svært, men jeg er frisk på at øve mig :-)
Jeg er startet med at købe et sæt med 6 tyller, og har siden købt endnu et sæt med 24 tyller. Så er der mange at øve med.


lørdag den 17. oktober 2009

Kagemor's romkugler

Hvad skal jeg dog bruge alle de kagerester til?? Hver gang jeg laver en kage, ender jeg altid med at have toppen i overskud. Hvis ikke lige var for "musene" i køkkenet, ja, så ville fryseren da for længst have givet op... Men jeg har fundet løsningen, som er romkugler! 

KageMor's romkugler
Kagekrummer (1 lille kagetop)
Kakao (3 spsk kakao)
En god klat smørcreme
Ca. 4 tsk syltetøj (hindbær, men andre slags kan også bruges)
1 tsk. romessens ell. rom til det smager
Det er svært at angive mængderne, men det bedste er også at prøve & smage sig frem. Det hele skal blandes til en halvfugtig kakaobrunmasse, som trilles til kugler og rulles i kokos ell. krymmel.

Et par romkugler, som er rullet i kokos og en af Oetker's krymler.

onsdag den 7. oktober 2009

Blomsteriet

Denne kage blev til et rent blomsteri, som endte i maverne på kollegaerne :-) Blomsterne er lavet af fondant, som er udstukket med daisy udstikkere i forskellige størrelser. Hvert blad er blevet modelleret med et kegleværktøj (plain cone tool), og selve blomsten er trykket sammen med et kugleværktøj (dogbone tool). De har fået midte af et par sukkerkugler.


Selve kagen er en chokoladekage med et lag mørk orange-chokolade-creme. Den er smurt op med chokosmørcreme, og er overtrukket med fondant. Pynten er fondant blomster og RI.

søndag den 4. oktober 2009

Tillykke med de 2 år!

At blive 2 år er en stor ting, og så må der en ordentlig kage på bordet. Det blev min første etagekage, og det gik faktisk rigtig godt. Her er lidt detaljer fra den.

Den nederste er chokoladekage med citronmousse, smurt op med chokosmørcreme. Den øverste er chokoladekage med chokolade"smør"creme (den øverste er helt uden laktose). Det hele er pyntet med fondant & RI.

torsdag den 1. oktober 2009

Tøsekager

Jeg fik i denne uge mulighed for at lave to totalt tøsede kager. Og hvad er så lige det :-) Efter en del grubleri sprang jeg ud i det! Jeg synes selv, at det endte med to rigtig søde kager.


Den ene blev en chokoladekage med citron/lime mousse, smurt op med chokosmørcreme. Den blev overtrukket med fondant, og pyntet med fondant og RI.

På toppen fik den en stor buttet sommerfugl. Vingerne fik farven fra en blanding af pink og gul fondant, som blev æltet delvist sammen. Jeg synes rigtig godt om den orange farve, som en blanding af pink/gul giver.

Den anden blev en chokoladekage med hindbærmousse, smurt op med chokosmørcreme. Og den blev også overtrukket med fondant, og pyntet med fondant og RI.
Den fik en Hello Kitty på toppen :-)

Hvid efeu

Ja, der findes næppe hvid efeu, men det ser i hvert fald elegant ud på en hvid kage :-)

Kagen er en chokoladekage lavet uden laktose, og smurt op med "smørcreme" (uden smør) og et tyndt lag i midten, også uden laktose. Troede ikke rigtig på "smørcremen", men den blev god. Det er blandet i forholdene 1:1:1, af mørkchokolade, flormelis og becel smørbar.