Nyt forsøg ud i kagekunsten. Jeg har set, at man kan male med farver på fondant, men vand gør det hele så klisteret, så det dur ikke. Jeg har så luret, at man kan blande farverne med vodka (ell. anden farveløs spiritus), og så bruge det til at male med, så det må komme an på en prøve.
Her er så weekendens maleri, ikke noget avanceret, men sjovt at prøve. Kage får en rigtig fin mat overflade, når den har stået et stykke tid.
Kagen består af en drømmekagebund, et lag bærmousse, en chokoladekagebund, og toppet af med chokoladecreme. Siderne er smurt op med vanillesmørcreme. Den er overtrukket med fondant i cremefarvet, og toppen er malet med lyselilla vodka-blanding. Der udover er der fondant blomster, harlekinmønster og sukkerkugler. Man kan købe en smart dut til mønsteret, men den har jeg ikke lige, kan jo ikke købe alt kageudstyr :-) Så jeg har lavet det med min stållineal, og det fungerer fint. Egentlig er der også flere muligheder i linealen end dutten til mønsteret, da den jo laver ens afstand i harlekinternene hver gang.
Sidste kage i denne weekend er en marmorkage smurt op med vanille"smør"creme (smør=fri plantemargarine 80% fra Coop). Bladet er fondant. Hele kagen er laktosefri, og den skal ligne en vindrueklase :-)