søndag den 25. april 2010

Sykurven


Jeg har en svigermor, som elsker at sy og strikke, så hvad er mere nærliggende end at kreere en sykurv til hendes fødselsdag ;-) Alt i kurven er spiseligt (bortset fra et par knappenåle og strikkepindene).

Kagen er en chokoladekage med et godt lag appelsinmousse. Jeg har overtrukket med kakao-fondant. Rullet nogle reb af kakao-fondanten og lagt dem i kanten forneden og foroven, for at få den til at ligne en fletkurv. Til sidst er den malet med vodka m. brun pastefarve.
I kurven har jeg lagt en nålepude i ren fondant m. rigtige nåle sammen med et par strikkepinde lavet af grillspyd m. fondant på toppen. Garnnøgle, knapper og garntrisser er lavet i ren fondant, og er lavet over et par dage. Stykkerne af stof er lavet, mens jeg pyntede kagen, så de var bløde og nemme at modelere på kagen. På det hvide stykke er fødselarens navn sat på i patchwork-fondant ;-)


Jeg har lade mig inspirere rundt omkring på nettet. Jeg søger ofte efter billeder på http://www.google.dk/ og http://www.flickr.com/. Hvis du kan de engelske ord, som beskriver dit næste kageprojekt, så kan du ofte finde rigtig mange billeder til inspiration. 

søndag den 18. april 2010

Flere kagenørder!

Et par af mine veninder har spurgt, om jeg ikke kan lære dem lidt om det her kagehalløj. Sådan et forslag kan jeg jo ikke stå for, for det er jo en super hyggelig hobby at dele med andre. Og måske kommer der flere kagenørder til på den måde :-)
Så i dag er dagen, hvor de sammen med en chokoladekage kom forbi mit kage-bageri. Kagerne har de nu lært at smøre op med nutellasmørcreme og overtrække med fondant. Bagefter har de prøvet sig frem med fondant, udstikkere og farver. Og tilslut har jeg lærte dem at tylle kagerne. Se bare nogle flotte kager! Jeg siger bare godt gået!



Tøse-elefanten, som endda havde ørestikker ;-)

Weekendens kage fra KageMor, en jordbærtærte med vanillecreme og friske jordbærbær, bundet er overtrukket med mørk chokolade.

fredag den 16. april 2010

En, to tre små fancy cupcakes

Det er dejligt at glæde min familie med kager, men er der nogle, der bliver glade for, at jeg bringer en kage ell. to med til dem, så er det mine kære kollegaer :-) Tilgengæld får de også lov at være mine prøvekaniner. Så i dag blev de udsat for fancy cupcakes!

Lidt anderledes er sjovt. Så udstyret med en stor æske sprinkles , har jeg valgt at tænke uden for boxen ;-) Sprinkles er vel egentlig til toppen af kagen ell. til en omgang is. Men det vil jeg gerne lave lidt om på, så jeg har prøvet at komme en ordentlig omgang i dejen. Det har givet mine cupcakes en serie af magiske små farvede prikker. Smage dem kan du ikke, men effekten er flot. Jeg har brugt blandet krymmel fra Oetker.

Dejen, som jeg har lavet dem af, er blot en marmorkage uden marmor. Efter afkøling har jeg overtrukket med en tyk omgang mørk chokolade, og pyntet med lidt blomster og sommerfugle af fondant.

Ha' et dejligt forår!

søndag den 11. april 2010

Fondant & redskaber

Tænker at der nok er andre end mig, som vil i gang med al det her kageri, så derfor dette indlæg :-)

Det er nemt at komme igang med at lave kager og med at overtrække og dekorere med fondant. Du kan sagtens bruge mange af de køkkenredskaber, som du allerede har. Start med det, og når du så er blevet bidt af kageriet, så begynde at investere i kageting. Men pas på, det kan blive en dyr fornøjelse!
Neden for er de redskaber, som jeg bruger mest inkl. forslag til, hvad der kan bruges i stedet :-)
Opskriften på fondant finder du her: Hjemmelavet fondant
  
Bageforme kan en kagebager ikke få for mange af. Men med en brandepande er du langt, for en stor firkantet kage kan jo skæres til i alle former :-)
Når kagen skal præsenteres, er det godt med et kagefad. Jeg har fundet mange af mine kagefade i en af Kirkens Korshærs butikker. Der er massere af flotte og billige fade, så ned i den lokale genbrugs.
Min kniv er en gave fra min mand, som jeg er rigtig glad for, da den er ekstra lang og bred. Men en alm. brødkniv kan sagtens bruges til at skære kagerne til og dele dem i lag.

Det grønne brædt er et non-stick-brædt, som ruller jeg fondant ud på, når jeg skal overtrække kager. Jeg bruger det også, når jeg laver pynt. Den gør det også dejlig nemt at kunne flytte "arbejdspladsen", hvis andre skal til i køkkenet. Men et helt almindelig køkkenbord fungerer også fint, det kan bare ikke flyttes ;-)
En non-stick-rulle er god til udrulning af fondant, da fondanten ikke så nemt hænger fast i den. En køkkenrulle i træ ell. andet kan dog sagtens bruges. 
En smoother bruges til at glatte fondanten, når den er kommet på kagen, og er rigtig god at have. En smoother kan ikke rigtig erstattes af et alm. køkkenredskab, men har du ikke en, kan du forsigtig glatte med hænderne.

Tyller, adapter og pose, jeg bruger det, når jeg laver den afsluttende kant på kagerne med RI (royal icing), men kan også bruges til at lave blade og mønstre. 
Du kan lave meget simple kanter med en frysepose, hvor du klipper et meget lille hul. Men det bedste er et rigtigt tyllesæt, som kan købes i fx. en isenkrammer, Ikea ell. i en af kagebutikkerne.

Når først kagen er fine og glat med overtræk, så skal den jo pyntes. Start med et par simple udstikker ell. udstik med snapseglas ell. børnenes lerudstikkere, tænk kreativt :-)
På billedet er alm. udstikkere, plunge-cutter (udstikker m. stempel, som både får dem ud af formen, og giver et mønster) og så en lille malerspatel, som er god at flytte pynten med.
I stedet for malerspatlen, så kan du bruge en alm. metalpaletkniv ell. en lagkagespatel.


De to sidste redskaber, jeg bruger, er en fin lille pensel og en metal lineal. Penslen til at sætte pynten fast med lidt vand ell. æggehvider. Lineal er mit forsøg på at få alt lige ;-) Og til at skær fondant efter til fx. sløjfer.
Penslen er god, som en af de første investering, og kan klares ganske billigt.

Happy Caking :-D

lørdag den 3. april 2010

Othello-lagkage


Jeg har vist aldrig smagt en Othello-lagkage før, men synes altid, de ser så fine ud hos bageren.
Jeg har derfor længe gerne ville lave en, og nu passede det lige med tiden og så havde jeg alle ingredienserne i huset. Det kan bestemt anbefales, da det er en skøn lagkage. Du finder min udgave nedenfor :-)


Othello-lagkage
3 lagkagebunde (jeg bagte mine, men tykke købebunde kan sagtens bruges)
100 g mørk chokolade
1/4 l fløde
1 portion vanillecreme
100 g makroner
250 g marcipan
125 g flormelis
25 g glycosesirup

Smelt de 100 g chokolade over vandbad, og overtræk toppen og siderne af en af bundene. Og sæt den, så chokoladen kan størkne.
Lav en portion vanillecreme, hjemmelavet ell. fx. Oetkers vanillecreme. Sæt cremen på køl.
Pisk 2 dl fløde til skum, og vend det forsigtigt med vanillecremen, når cremen er blevet fast.
Knus 100 g makroner i en frysepose med knude på, enten med hænderne ell. en kagerulle.
Nu skal kagen lægges sammen. Start med en bund, dernæst 1/3 af vanilleflødecreme, strø de 100 g knuste makroner jævnt over cremen. Dernæst 1/3 af vanilleflødecremen, en hvid bund, og den sidste 1/3 del af vanilleflødecremen. Den sidste bund, som er overtrukket med chokolade, lægges på kagen med chokoladen op ad.
Kagen sættes på køl, og den lægges gerne sammen dagen før brug.
Marcipanmassen laves, bland marcipan, flormelis og glykosesirup, som æltes godt sammen. Kanten rulles ud på et stykke bagpapir, skæres til og rulles forsigtigt sammen, inden den tages og rulles rundt om kagen.
Pisk den sidste ½ dl fløde og pynt kagen.


På kagebordet her er også et fad med farverige cupkages.