torsdag den 19. januar 2012

CupCakes til en gavflab


Hvis du støder på en gavflab, så kan servering af kage klart anbefales!

Jeg står over for at skulle skifte job internt og er derfor gennem et par uger blevet afkrævet kage af en gavflab fra lageret, som undskyldning. Og den slags kan jeg ikke stå for, så nu har jeg prøvet at sidde på et lager en mandag morgen kl. 8 og drikke kaffe & spise kage! Hygge :o)


Cupcakes er lavet som marmorkage, drysset med flormelis gennem en sigte og pyntet med fondantblomster.

;o)

søndag den 18. december 2011

God Jul


Juleaften nærmerer sig hastigt, og så er tiden inde til ris a la mande. Min ris a la mande skal spise til en hyggelig julefrokost i gode venners lag. 


Min ris a la mande er nu slet ikke en ris a la mande, men en kage ;o) Den rigtige ris a la mande lader jeg altid min mand om.
Kagen består af tre bunde, hvor den øverste har beholdt toppen, så den kan give fylde til ris a la manden. Fyldet er bærmousse lavet på kirsebærsauce. Jeg har brugt ca. 600 g kirsebærsauce og 6 blade husblas. Kagen er smurt op med palminsmørcreme, hvor toppen er gjort ujævnt op for at efterligne ris a la mande og drysset med mandelstykker. Siderne er betrukket med råhvid fondant. På toppen har jeg hældt en smule kirsebærsauce med et ½ blad husblas i, og sat en mandel.


God Jul :o)

søndag den 13. november 2011

2 x 18 år


Stort tillykke til Stine & Andreas, som bliver 18 år. Det skal fejres med en stor fest & selvfølgelig en kage til hver :o)


Inden i er chokoladekage med et tyndt lag chokoladesmørcreme. Jeg har valgt at smøre op med PSC, for at gøre det nemmere at overtrække med hvid fondant. Chokoladesmørcreme har det med at snige sig ind/ud et eller andet sted og ødelægge det fine hvide-look ;o)


Kagerne har jeg valgt at holde meget enkle, Andreas' med stjerner og Stine's med blomster, hvor kun størrelsen varierer. Kanterne er præget med en crimper.


Pynten er farvet fondant, som er dustet med perlemors dust for at give lidt glans.

God fest!

fredag den 21. oktober 2011

Fødselsdag og mer fødselsdag :o)

Selv om min dreng sagtens kunne fejre sin fødselsdag mindst 20 x til, så må det få en ende ;o) Men her er lige de sidste kager for denne gang.


Lysebund, jorbærmousse & psc, og så overtrukket med fondant.
Pyntet med fondant, som jeg har givet lidt detaljer med et sæt neon-tudser (fundet i US). De er meget sjove, men ret svære at tegne jævnt med.


Et fint sæt piratlys fra Søstrene Grene, som passer til temaet.


En skål med guld mønter til den lille pirat.


Lyse bunde med vanillecreme & boysenbærmarmelade, smurt op med chokoladesmørcreme. Pynten er lavet i fondant, og malet med airbrush. Jeg har hapset et par legemønter fra drengene, vasket dem grundigt og brugt dem til at præge guld mønterne.

lørdag den 15. oktober 2011

Jack Sparrow & guldet


Pirater og specielt Jack Sparrow har en stor plads hos mine sønner for tiden. Så når mindste manden holder fødselsdag og skal have bøllerne fra børnehaven på besøg, så er ønsket selvfølgelig en piratkage.
Til figuren har jeg fået lov til at låne Jack fra min største drengs lego-samling, og heldigvis genkendte ungerne ham.


Kagen er marmorkage lagt sammen med chokoladesmørcreme (lavet med Coop Fri i stedet for alm. smør, så blir den nemlig laktosefri).
Jack er lavet af hjemmelavet fondant, han er holdt stabil med træspyd, og er malet med pastafarve.
Guldmønterne er lavet ved hjælp af en skumplastikmønt, som er rulle ned i fondanten, og derefter er mønterne skåret ud og malet med guldfarvet pulverfarve. Sandet er alm. sukker farvet med pastafarve, men rørsukker kan fx. også bruges.

Hey ho og en hel flaske rom!

tirsdag den 4. oktober 2011

Et par hurtige kager...


En lørdag aften stod vi pludselig med en fryser, som ikke ville mere, og så måtte kagerne, som jeg var i gang med, jo vente... Så af sted jeg fløj på en lidt lang tur for at låne en fryser. Heldigvis blev alt i fryseren reddet, og kagerne, dem blev der også lidt tid til :o)


Et styks kage med lyseblå bunde og et enkelt lag jordbærmousse. Den er overtukket med Oetker's nye fondant, som jeg har fået et par prøver på. Jeg synes, det var en meget lille pakke, men mængden passede perfekt, og af overskudet fik jeg også lavet lidt pynt. Fondanten lugter lidt af eddike, når den pakkes ud, men det fordufter, og den smager mildt og neutralt. Men holder nu stadig af den hjemmelavede version ;o)


Et par chokoladecupcakes med chokoladesmørcreme blev det også til. Og min dreng havde en dejlig fødselsdagsfest.

tirsdag den 27. september 2011

Mine bedste lysebunde

250 g sukker
125 g flydende margarine

3 æg
1 1/4 dl mælk*
250 g hvedemel             
1 tsk. bagepulver
1 tsk. vanillesukker
               

*kan erstattes af 1 1/4 dl æblejuice

Sukker, margarine, æg og mælk piskes godt sammen. Mel, vanillesukker og bagepulver blandes derefter i.

En 20 cm rund form beklædes med bagepapir i bunden og smøres med margarine på siderne. Dejen hældes i og sættes i ovnen. Ovnen skal være sat til 170 grader ved alm. varme. Lad kage bage i 35-40 min.

Kagen kan deles i 3 bunde. Den kan sagtens klare at blive frosset. Del kagen i bunde og læg bagepapir mellem hver bund, inden de fryses ned pakket godt ind.

Velbekomme!